Ateister tror ikke på guder, de benægter deres eksistens, indtil der foreligger et bevis på det modsatte. Det er ikke noget nyt, men med jævne mellemrum dukker debatten op om, hvor forfærdelige disse ateister er.
Nogle mener, at ateister er trosfundamentalister. Andre mener, at ateister er fanatikere. Og præsten fra Årslev mener, ateister aldrig bliver voksne.
Et kinesisk ordsprog siger, at den, der hæver stemmen for at blive hørt, ikke har noget at sige. Et ordsprog der passer udmærket til de verbale angreb, ateister jævnligt udsættes for.
Nietzsche fastslog, at Gud er død. Det var vel at mærke den gud, som gav svar på naturvidenskabelige forhold.
Kopernikus solcentrerede univers og Darwins udviklingslære er to ud af mange eksempler på, hvordan vi mennesker har afluret naturlovene. Naturvidenskabelige opdagelser erstatter religiøse forklaringer på fænomener i verden omkring os. Gud og guddommelige forklaringer er der ikke plads til denne sammenhæng.
Men det er ikke kun naturvidenskabelige spørgsmål, vi mennesker kan svare på. Vi er også i stand til at fremsætte eksistentielle og moralske svar på vigtige livsspørgsmål. Det er ikke en eller flere guder, der bestemmer, om vi skal have et socialt velfærdssamfund, fred i verdenen eller begrænse CO2-udledningen.
Det er mennesker og de valg, vi mennesker foretager, som bestemmer, hvordan vores virkelighed skal være. At den troende har det godt med at tro på sin gud, og at det hjælper ham med hans liv, det er hans valg.
At vi er flere og flere ateister, som har valgt ikke at tro på nogen guder, gør os hverken til fundamentalister eller fanatikere, men er udtryk for, at vi på vores måde tager ansvar for eget liv og for det fællesskab, vi er en del af.
Læserbrev i Fyens Stiftstidende 3. januar 2008.