Det nytter at protestere mod griskhed og grådighed

Posted on by

Måske har vi allerede passeret tipping point for, hvor stor mængde CO2 der må udledes og dermed for, hvor høj den globale opvarmning må stige. Ældre klima-modeller siger, at den globale opvarmning højst må stige tre grader, andre siger halvanden grad, og nogle modeller mener, at vi allerede har overskredet maksimum for den globale opvarmning, det var budskabet fra syv klimaeksperter i tidsskriftet Nature i november.

Stopper vi ikke CO2-udledningen, vil verdenshavene stige, kystområderne oversvømmes, og det vil især gå ud over de bysamfund, vi gennem årtusinder har etableret ved kysterne. Det var i stor stil fra disse bysamfund, at vikinger, grækere og mange andre kulturer drog ud i verden, fik kontakt med andre mennesker for at handle, udveksle samfundskulturer og udvikle grundlaget for det samfund, vi har i dag.

Størstedelen af verdens befolkning bor i storbyer tæt på vand. Havstigning og oversvømmelser af kystområder vil udslette eksistensbetingelserne for store dele af verdens befolkning. Det er en absurd tanke, at der, hvor vores kultur startede, det er måske også der, hvor vores kultur slutter, med mindre vi gør noget drastisk.

Klimakrisen er ikke et lille teknisk problem, der løses ved lidt affaldssortering og køb af en miljøvenlig bil. Klimakrisen er et omfattende problem og et resultat af industrialiseringen, som på den ene side har medført meget godt, f.eks. fremstilling af forbrugsvarer, der gør livet meget nemmere.

Men industrialiseringen har også en bagside. I industrialiseringens barndom blev store dele af den afrikanske befolkning deporteret til USA som slaver, og samtidig blev jorden stjålet fra den oprindelige befolkning eksempelvis i USA. I dag er der slavelignende arbejdsforhold i mange lande, og samtidig udføres rovdrift på jordens ressourcer uden hensyn til naturen og de mennesker, der lever der.

Med industrialiseringen er der udviklet en griskheds- og grådighedskultur uden hensyn til natur og mennesker. De unge klimademonstranter, vi ser protestere mod klima og miljø-forandringer, har gennemskuet, at de kan blive det næste led i industrialiseringens glubske fødekæde. De unge vil ikke betale for ukontrolleret udnyttelse af jordens naturressourcer.

Og det kan nytte at protestere. I 1970’ernes Danmark opstod en kæmpe græsrodsbevægelse i protest mod indførelse af atomkraft. Atomkraft-bevægelsen arrangerede oplysning, underskriftindsamlinger, demonstrationer og meget mere om A-kraft. I kølvandet på denne bevægelse udvikledes nye vedvarende energi-kilder. I dag er atomkraftplanerne droppet, den danske producent Vestas er verdens største producent af vindmøller, og over 40 procent af vores el-forsyning kommer fra vindmøller.

Det er muligt at gøre noget ved klimaudfordringerne. De er et fælles problem for unge og gamle, for rige og fattige, for de fremmede og for os danskere. Og det er et fælles problem, vi skal løse i fællesskab. Men klimaspørgsmålet skal også ses i sammenhæng med fattigdom og sult, ulighed, social dumpning og bæredygtig produktion. Det er en stor opgave, som kræver stort engagement. Det er den helt store værktøjskasse, der skal findes frem for at løse opgaven.

FN har opstillet 17 verdensmål, som handler om at afskaffe fattigdom og sult, reducere ulighed, skabe bedre uddannelsesmuligheder for alle, hæve sundhedsniveauet, skabe anstændige jobs, sikre bæredygtig økonomi samt meget mere. FN’s 17 verdensmål er et godt udgangspunkt for både at skabe en bedre verden og undgå klimakatastrofen.

Klaus Ankerstjerne Eriksen, biavler

Publiceret i Fyens Stiftstidende 20. januar 2020