Ikke langt fra hvor jeg bor, har vi en lokal blomsterforretning. Sidst, jeg var inde og købe en buket blomster, fortalte indehaveren en trist historie om, hvor besværligt det er at få besøg af hendes forældre. Mette hedder hun og kommer fra en lille by i Jylland, hvor forældrene bor. Hun er gift med Søren, han er afdelingssleder i en stor eksportvirksomhed og har boet sammen med Mette i mere end 20 år. De har to børn – om to år skal den mindste konfirmeres ” … og bare begge mine forældre nu får lov til at deltage i konfirmationen,” fortalte hun mig.
“Jamen, hvem forhindrer dem i at komme begge to?” spurgte jeg forundret. Mette forklarede, at det er de danske myndigheder, der har bestemt, at det kun er en af bedsteforældrene ad gangen, som må besøge familien på Fyn. Hvert eneste år, siden børnene var små, har hun søgt om tilladelse til at få besøg i sommerferien af begge bedsteforældre samtidig. Men hver gang har hun fået afslag.
Min forundring skiftede til indignation. Mage til rigidt system skal man lede længe efter. Den slags statsregulering af familierelationer finder vi ellers kun i totalitære regimer, vi ikke vil sammenlignes med.
Mette følte sig urimeligt behandlet og var tydeligvis ked af det. Hvorfor blander den danske stat sig i, hvordan bedsteforældrene besøger hende og hendes familie? Men hun vælger at finde de lyse sider frem og forklarer, at de seneste 10 år er familien rejst til Tyrkiet på sommerferie. Der kommer begge hendes forældre også – det kan den danske stat heldigvis ikke forhindre. Erdogan og den tyrkiske stat er tilsyneladende mindre restriktiv end den danske stat. Det lyder som en helt grotesk historie, men desværre er den sand.
Indledningsvis valgte jeg at kalde de to danskere for Mette og Søren, deres rigtige navne er Farida og Amin. De flygtede fra Iran for 25 år siden, er danske statsborgere og lever ellers som beskrevet ovenfor, som en velfungerende dansk kernefamilie.
Faridas søster og bror er også danskere, søsteren er kontorchef for en gruppe sagsbehandlere i kommunen. Og broderen er fotograf på et landsdækkende dagblad. De er ganske almindelige velfungerende danske statsborgere med samme rettigheder og pligter som alle andre danske statsborgere – næsten. På et punkt har de ikke samme rettigheder som andre danskere: De må ikke have besøg af begge deres forældre samtidig. Det har den danske stat nemlig besluttet. Jeg synes, det er forargeligt.
Blomsterhandleren Farida er ukuelig optimist, hun sluttede vores samtale med at fastslå: “Mennesket er unikt, og hver eneste buket blomster jeg laver i min blomsterbutik, er noget ganske særligt, for alle mennesker fortjener noget, der er smukt.”
Kommentar udgivet 11. juli 2018 i Fyens Stiftstidende