Det var først på eftermiddagen jeg sad på en bænk i gågaden midt i decembers måneds juletravlhed. Midt i menneskemylderet fik jeg øje på en skikkelse, det var tydeligvis en burka. Duknakket og ydmyg, kom den stakkels muslim forsigtigt snigende. Der er under en meter mellem mig og muslimen og jeg opfordrer henkastet den anonyme person til at smide burkaen. Jeg bliver overrasket, da ”burkaen” sætter sig på bænken ved siden af mig og svarer:
– Go’ daw, hva’ har du imod min burka? Jeg har vel lov til, at gå klædt som jeg vil?
Ordene fra den burka-klædte muslim med klar og tydelig dyb mandestemme, der afslørede, at han er kerne-dansk. Min forbløffelse var stor.
– I disse tider hvor debatten om danske værdier kan være temmelig frembrusende, så signalerer jeg bare ligeret mellem mænd og kvinder, konstaterer han.
– Faktisk er jeg ikke kun muslim. Jeg er også kristen og jøde ligesom jeg også tror på Thor, Zeus og alle andre guder. Med andre ord, jeg er helgarderet. Jeg forstår ikke ateisterne, der slet ikke tror på nogen guder. De kan jo ikke vide, om de en dag kommer til at skulle stå til regnskab overfor en eller flere guder. Jeg tror på alle guder, for at være på den sikre side.
– Jeg er vidst den eneste konsekvente ikke-ateist. De fleste religiøse tror kun på en gud og der er mange guder, de ikke tror på. Selv paven i Rom er ateist, han tror kun på den kristne gud og er dermed ateist i forhold til eksempelvis Thor og Zeus, pointerede han.
– Jeg er en slags all-round-religiøs, forklarede stemmen inde i burkaen, her midt på gågaden. Flere forbipasserende stirrer mistroisk på burkaen, der fortsætter med at forklare:
– Jeg har et pragmatisk forhold til religioner og udvælger omhyggeligt det bedste fra de forskellige religioner. Tænk på alle de fridage, de forskellige religioner udløser. Faktisk holder jeg fri det meste af året og det er slet ikke kedeligt.
– I øvrigt har Islam, kristendom og jødedom meget til fælles. De religiøse fortællinger er stort set ens, ligesom der er stort sammenfald i persongalleriet. Eksempelvis er det den samme gud kristne, jøder og muslimer tror på. Jeg er både kristen, jøde og muslim og tror dermed tre gange så meget som andre troende på den samme gud, det må da virkelig batte noget, når regnskabet engang skal gøres op, sagde han.
– Jeg tror ikke på guder. De eksisterer kun som en forestilling inde i nogle menneskers hoveder, fortalte jeg manden i burkaen.
Han frydede sig, da han hev ”hvad-nu-hvis”-argumentet frem. Hvad nu hvis, jeg tager fejl og når jeg er død, alligevel skal stå til regnskab overfor en gud, nr jeg er død. Jeg kan jo ikke vide det. Hans synspunkt holder jo ikke, men der var noget forførende sympatisk over ham, så jeg lod ham få det sidste ord, inden han rejste sig for at gå videre og ønskede mig en god jul.
Mange kunne lære af denne multi-religiøses åbenhed og fordomsfrie holdninger. Især de hellige ude på den yderste højrefløj, der formidler fremmedhadske synspunkter. De sorte præsters åndelige mørkesyn minder uhyggeligt meget om de værste imamers tilsvarende middelalderlige tågesnak. Polarisering er disse mørke åndemageres dagsorden, de andre er slemme vantro og vi er de rene og hellige, det er deres hykleriske budskab.
Interessen for kirke og religion er støt dalende. De yderligtgående prædikanter drømmer sig tilbage til fortiden for længe siden, hvor præsten var landsbyens autoritet. De frygter præstefagets uddøen. I et krampagtigt forsøg på at markedsføre kristendommen fører de sig frem og ved nok, hvad det vil sige at være det rigtige menneske og en rigtig dansker, der går i det rigtige tøj, spiser den rigtige mad og dyrker den rigtige religion.
Jeg blander mig ikke i, hvordan folk går klædt. Nogle kan lide at gå i burka, mens andre foretrækker at gå i præstekjole og med kors. Personligt bryder jeg mig ikke om de to klædningsstykker, men jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvilket tøj andre mennesker går i. Bemærk i øvrigt at det kristne kors mange besmykker sig med, er et gammelt middelalderligt tortur-redskab. Men denne absurditet forarges man ikke over.
Jeg blander mig heller ikke i, hvad folk tror eller ikke tror. Vi lever i et frit land, hvor man må tro, hvad man vil. Har man lyst til at dyrke en religion, så lever vi i et rummeligt og sekulært land, hvor der også er plads til det. Det burde de troende ind imellem værdsætte lidt mere.
Da jeg havde siddet lidt tid på gågadens bænk og spekuleret over min specielle oplevelse, kom en anden person og satte sig på bænken, Også han havde taget specielt tøj på og da han satte sig, brød han ud i et herligt rungende – Ho ho ho hoooo, og fastslog, at i år var det besluttet at holde juleaften d. 24. december.
Og se: det var ganske sandt. For det var selveste julemanden, der havde sat sig ved min side. Ham havde jeg også en lang snak med, men den får i en anden gang. Og så kan man tro på det eller lade være.
I ønskes alle – både danskere og udlændinge – en rigtig god jul og et godt nytår.
Med venlig hilsen
Klaus Ankerstjerne Eriksen
Kronik publiceret i Fyens Stiftstidende d. 23. december 2016