Vi er frie til at ytre os, præcis som vi vil. Med terrorangrebene er vi blevet endnu mere afklarede om frihedsrettighederne vi står sammen om og forsvarer.
Sådan har det ikke altid været. I det gamle middelaldersamfund bestemte konge og kirke, hvad man måtte mene og ytre sig om. Alle – også videnskabsfolk – blev censureret. Eksempelvis blev astronomer i slutningen af 1500-tallet forfulgt, hvis de sagde, at planeterne inklusive jorden drejer rundt om solen. Dengang mente kirken noget andet! Gud havde placeret jorden i verdens centrum og solen roterer rundt om jorden, den slags skulle astronomer og andre videnskabsfolk ikke lave om på. Kirkens straf var hård. Filosoffen Giordano blev brændt, Galilei fik husarrest og Copernicus er et fjols, mente Luther.
I perioden efter middelalderen spirer handel, håndværk og videnskab frem i de europæiske byer. Kongens og kirkens magt afløses af krav om demokrati og frihedsrettigheder. Fornuft, kritik og sekularisme var oplysningstidens svar på dogmer og censur. Man må tro og dyrke sin religion som man vil, med tiden blev religion et privat anliggende og ytringsfriheden blev universel.
I grundloven er ytringsfriheden sikret i § 77. Vi kan frit udtrykke vores meninger, dog under ansvar for domstolene. At ansvaret følger med, er en vigtig detalje. Frihed uden ansvar er tyranni. Og selvom der er plads til mange forskellige meninger om vidt forskellige forhold, så er der grænser for ytringsfrihed.
Følgende aktuelle sager illustrerer, at der er grænser for ytringsfrihed. I Thorning-Schmidts skattesag blev det gjort klart at embedsmænd, der har adgang til personfølsomme forhold, ikke må udtale sig om enkeltpersoners privatliv. Frank Grevil-sagen viste, at ytringsfriheden ikke gælder ikke for den, der vil afsløre militære hemmeligheder, uanset Grevils velmenende intentioner. Sagen Dragsdahl/Jensen viste, at en betroet ekspert udpeget af regeringen, ikke må fremsætte injurierende ytringer.
Censur eller lignende kan ikke indføres igen, fastslår grundlovens §77. Det er ikke politiske, religiøse eller andre typer magthavere, som bestemmer, hvad vi skal ytre os om. Alligevel oplever vi, hvordan magthavere forsøger at gradbøje ytringsfriheden.
Den kurdiske TV-station ROJ med kontor i København brød Tyrkiet sig ikke om. Adskillige gange forsøgte den tyrkiske ambassade i Danmark at få myndighederne til at stoppe TV-stationen uden held. Det var først, da Tyrkiet skulle bakke om Anders Foghs kandidatur til generalsekretær for NATO, at det lykkedes for tyrkerne at få Danmark til at stoppe ROJ TV.
Også religiøse kræfter forsøger at begrænse ytringsfriheden. Blasfemiparagraffen har til formål at stoppe forhånelse af religioner. I 1973 forsøgte kristne at stoppe Trilles sang om “Gud i det høje” og muslimer har forsøgt at stoppe udgivelsen af Muhamed-tegningerne under henvisning til blasfemi-paragraffen.
Respekter religionerne, mener fortalerne for blasfemiparagraffen. Men hvorfor skal religioner respekteres? Respekt er ikke noget man kan forlange. Respekt er den anerkendelse og værdsættelse, man kan opnå, hvis man har gjort sig fortjent til det. Religioner der dikterer, hvad mennesker skal mene og ytre sig om, de har ikke fortjent respekt.
Charlie Hebdo er i deres gode ret til at skrive og tegne som de vil. Deres ateistiske svar til terroristerne var genialt. På forsiden af det første nummer af Charlie Hebdo efter terrorangrebet brugte de det kristne slagord om tilgivelse og lod Muhammed proklamere, at han også er Charlie.
Modsætningen til Charlie Hebdo er de religiøse mørkemænd. De fører sig frem med en indskrænket verdensopfattelse og en religion, som er så skrøbelig og ynkelig, at den ikke tåler, at der bliver publiceret nogle harmløse tegninger.
Problemet er ikke Charlie Hebdo, Jyllandsposten, Lars Vilks eller andre bruger deres ytringsfrihed. Problemet er religionernes sårbarhed.
Et debatmøde og en konfirmation i København blev offer for terroristen, som føler, at hans religion er hævet over os andre. Den slags tolerer vi ikke. Langt de fleste muslimer tog heldigvis afstand fra terrorhandlingerne i København og Paris. Selvom de ikke bryder sig om tegningerne af deres profet, så kan de vælge at ignorere dem. De er i deres gode ret til ikke at læse Jyllandsposten, Charlie Hebdo eller andre publikationer, som de mener, er krænkende.
Menneskerettighederne gælder for alle, uanset om vi er kristne, muslimer, jøder, ateister eller noget andet. Evelyn Beatrice Hall udtalte i 1906 en pointe om de gamle oplysningsfilosoffer, som også er aktuel i dag: ”Jeg er uenig i hvad De siger, men jeg vil forsvare til døden Deres ret til at sige det.”
Klaus Ankerstjerne Eriksen
Kronik trykt i Fyens Stiftstidende d. 3. marts 2015