Ateister tror ikke på guder, de benægter deres eksistens, indtil der
foreligger et bevis på det modsatte. Det er ikke noget nyt, men med
jævne mellemrum dukker debatten op om, hvor forfærdelige disse ateister
er.
Nogle mener, at ateister er trosfundamentalister. Andre
mener, at ateister er fanatikere. Og præsten fra Årslev mener, ateister
aldrig bliver voksne.
Et kinesisk ordsprog siger, at den, der
hæver stemmen for at blive hørt, ikke har noget at sige. Et ordsprog
der passer udmærket til de verbale angreb, ateister jævnligt udsættes
for.
Nietzsche fastslog, at Gud er død. Det var vel at mærke den gud, som gav svar på naturvidenskabelige forhold.
Kopernikus
solcentrerede univers og Darwins udviklingslære er to ud af mange
eksempler på, hvordan vi mennesker har afluret naturlovene.
Naturvidenskabelige opdagelser erstatter religiøse forklaringer på
fænomener i verden omkring os. Gud og guddommelige forklaringer er der
ikke plads til denne sammenhæng.
Men det er ikke kun
naturvidenskabelige spørgsmål, vi mennesker kan svare på. Vi er også i
stand til at fremsætte eksistentielle og moralske svar på vigtige
livsspørgsmål. Det er ikke en eller flere guder, der bestemmer, om vi
skal have et socialt velfærdssamfund, fred i verdenen eller begrænse
CO2-udledningen.
Det er mennesker og de valg, vi mennesker
foretager, som bestemmer, hvordan vores virkelighed skal være. At den
troende har det godt med at tro på sin gud, og at det hjælper ham med
hans liv, det er hans valg.
At vi er flere og flere ateister,
som har valgt ikke at tro på nogen guder, gør os hverken til
fundamentalister eller fanatikere, men er udtryk for, at vi på vores
måde tager ansvar for eget liv og for det fællesskab, vi er en del af.
Publiceret i Fyens Stiftstidende 3. januar 2008.