Der er skepsis og modstand over for EU også uden for Danmarks
grænser. Endnu har det ikke været muligt for
EU-tilhængerne at mønstre et absolut flertal ved diverse
folkeafstemninger om EU (fx. om Maastricht-traktat og
Edingburgh-aftale).
Hvis Europarlamentet skal afspejle synspunkter og holdninger i den
europæiske befolkning, burde EU-modstanderne være
repræsenteret i langt større omfang. Set ud fra et
demokratisk synsopunkt er det oplagt at stemme på en
EU-modstander, så også den del af den europæiske
befolkning bliver repræsenteret i et rimeligt omfang i
parlamentet.
Med Amsterdam-traktaten kan EU gennemføre
arbejdsmarkedspolitiske beslutninger i større omfang end
tidligere. EU er en oplagt mulighed for at hæve niveauet
på det sydeuropæiske arbejdsmarked, udtaler mange
EU-tilhængere begejstret. En defensiv argumentation, der
undlader at forholde sig til, hvad EU betyder for det danske
arbejdsmarked. Fx. risikerer vi indførelse af det
sydeuropæiske lovgivningssystem på arbejdsmarkedet til
afløsning af det danske aftalesystem. Desuden har den nye
kommissionsformand Prodi meldt klart ud - mere liberalisme er
løsningen på arbejdsmarkedspolitiske opgaver, mener han.
EU tegner dermed til at blive en modstander til europæiske
arbejdstagere.
EU som institution er syg! Sygdomssymptomerne er svindel, bureaukrati samt griske politikere og embedsmænd. Jeg tror, at alle - både tilhængere og modstandere - oprigtigt ønsker, at Europa skal være en god verdensdel, både for os europæere og for folk i andre verdensdele. Men det er ikke det gode Europa, Europa-parlamentet ønsker at tjene, når det afviser at begrænse frynsegoder til politikere og embedsmænd. For 2000 år siden foreslog den græske filosof Platon, at samfundets ledere ikke burde have løn. De skulle have alle deres udgifter betalt, men ikke have mulighed for at berige sig eller sælge sig selv til den højstbydende. Det ville tilsmudse den gode tanke og svække deres evne som gode ledere. Platons overvejelser for 2000 år siden er i dag mere aktuelle end nogensinde.
Klaus Eriksen
publiceret i Fyns Stiftstidende 31. maj 1999