Er mennesket intelligent?
En UFO lander i en baghave i Vissenbjerg. Ud stiger tre væsener, som er på en årelang rundtur i uniververset for om muligt at finde intelligent liv. Hvad finder de på Jorden?
Nattehimlens stjernevrimmel er et fantastisk syn. Mange fascineres når de kigger op og nyder synet en mørk og stjerneklar aften. Jeg bor selv langt fra byens lysforurening, ofte stiller jeg mit teleskop frem og iagttager stjerner, planeter, måner og mange andre fænomener, der hører til på nattehimlen.
Jævnligt bliver jeg spurgt om, der er liv et sted
ude i universet. Alene i vores galakse findes 200
milliarder stjerner og endnu
flere
planeter. Mon ikke der
eksisterer
liv på bare en enkelt
lille planet i
vores
mælkevej? Og
måske endda intelligent liv, som kan sammenlignes med
livet
her på jorden? Jeg er overbevist om, at der findes
liv et
sted ude i universet.
En
formodning
jeg fik bekræftet
forleden nat, hvor jeg stod i mit
observatorium
og
observerede
nattehimlen.
Luften er rolig den nat og mælkevejen
strækker sig i et tydeligt bånd fra Svanen i syd gennem
Cassiopeia til Orion i
nord. Et
stjerneskud gennemskærer
himmeltæppet, en satellit lyser
kraftigt op et
kort
øjeblik og et
par blinkende lys
afslører et fly, som måske er på vej til
ferieland med
forventningsfulde rejsende.
Pludselig
i det fjerne
vokser
et punkt i
lysstyrke, dens
baneforløb
adskiller sig fra andre
astronomiske
objekter, den bliver
tydeligere og kommer nærmere, ganske lydløst, for til
sidst
at blive et stort
ellipseformet fænomen, der
udsender
kraftigt lys. På ganske
kort tid har
fænomenet udviklet
sig
fra en
ubetydelig prik til et stort lyshav
kun et par
hundrede meter fra mig.
Forskrækkelse er min første
umiddelbare reaktion, skal jeg smide hvad jeg har i
hænderne og styrte skrigende
bort?
Min nysgerrighed fylder
mest og får
mig heldigvis til at
blive og
iagttage.
UFO-observationer har jeg altid
forholdt
mig skeptisk og
kritisk
til, men dette fænomen hører
helt
klart til kategorien af
uidentificerede flyvende objekter.
Mens jeg betragter UFO'en ændrer den
karakter, fra at være
et lyshav
bliver den et mindre lysende rundt metal-objekt
med form
som en tallerken. Der er
ingen tvivl, det er en
UFO eller
en
flyvende
tallerken.
Fire teleskopben
skyder ud fra UFO'ens underdel inden den
forsigtigt lander
i min baghave midt
mellem to æbletræer. Den er ca. tre meter i
diameter og to
meter høj. På
passende afstand ser jeg,
hvordan en dør
bliver
åbnet og en trappestige
sænket ned.
Tre små væsener kravler ned på jorden. De
har antenner i
panden og et
overdimensioneret hoved, deres udseende svarer
ganske godt
til beskrivelserne i de
fleste science
fiction-bøger.
Jeg
rækker
hånden frem for at hilse
på dem, til min store
forbløffelse
kvitterer de
med også
at række
hånden frem, hilse og på gebrokkent dansk takker
de for at
måtte lande deres rumfartøj i min baghave. De
forklarer,
at de har lært at tale
de
fleste sprog og er sendt ud på
en mission for at finde
intelligent
liv.
Deres egen
planet ligger
20.000 lysår væk. Flere gange er de blevet
opsøgt af
rumvæsener og har etableret forbindelser til
intelligent
liv i
adskillige
solsystemer. Deres
mission er
at finde nye planeter, der
kan optages
i dette netværk for
planeter med intelligent liv. Trods forvirring og
benovelse
over det jeg oplever, så
får jeg fremstammet
noget i
retning
af: "Velkommen til
jorden.".
I flere dage
har de
kredset om jorden og lavet
iagttagelser.
Nogle af
iagttagelserne er optaget på video. Nu ønsker de at lave
research på
selve jorden og vil
gerne have en beboer på
jorden til at
kommentere deres
videoklip. Ydmygt
indvilliger jeg i, at
svare på de spørgsmål de
har.
En
stor grå
betonbygning, skilte med
adgang
forbudt samt advarsel mod radioaktiv
stråling, det
første videoklip viser atomkraftværket i
Tjernobyl, der
ligger øde
og forladt. "Atomkraft er en
udbredt
energikilde i mange lande," siger jeg og
fortsætter: "men
der er mange risici samt uløste problemer
med
affaldshåndtering. I 1986 gik
det
helt galt i
Tjernobyl og mange tusinde
mennesker døde.".
Det
næste
videoklip viser en fange i et dårligt oplyst
forhørslokale. En bøddel torturerer den trætte og
udmattede fange, der udstøder
pinefulde skrig. "Tortur er
desværre
temmelig udbredt, også i lande der ellers
respekterer
menneskerettigheder. Men
der er også mange
initiativer,
som
forsøger
at standse anvendelsen af
tortur," forklarer jeg de tre rumvæsener.
To
jagerfly gennembryder lydmuren inden de bomber en lille
landsby. Mænd, kvinder
og børn
dræbes eller lemlæstes i
det tredje
videoklip. "Vi prøver
at holde fred,
men
desværre lykkes
det ikke altid. Der er krig mange steder på jorden og ofte
er mange uskyldige civile krigens ofre," udtaler
jeg.
Yderligere to
videoklip
viser henholdsvis en
narkoluder tage
et fix på et snusket
toilet og en
gruppe
marcherende unge
nynazister med skrårem, ridestøvler og udstrakt hånd til
heilhilsen.
"Narkomani og misbrug findes i de
fleste større byer.
Politiet bruger
mange ressourcer på at
fange de
kriminelle bagmænd, mens
de
sociale
myndigheder
bruger mange
kræfter på
at få misbrugerne tilbage til en
normal
tilværelse," fortæller jeg og fortsætter:
"Totalitære
regimer og
ideologier har kostet mange
mennesker livet. Forfølgelse af minoriteter og
manglende
respekt for elementære
menneskerettigheder forekommer desværre
alligevel på trods
af information og
oplysningskampagner.".
Det sidste
videoklip viser
en abnorm overvægtig
kvinde. Med begge hænder holder hun om en
burger, foran
hende er en stor
portion pommes frites og en
coca cola.
Ved siden
af hende er et billede af
en sulten,
fattig og underernæret
afrikaner.
"Grådighed,
ulighed og fattigdom er desværre fænomener, som
også
fylder en del her på jorden. Vi
laver kampagner om, hvordan man kan leve et
sundt liv.
Lige som vi også laver
indsamlingskampagner til
fordel for
de fattige
mennesker i ulandene. Vi
forsøger at
reducere grådighed, ulighed og fattigdom
til et minimum,"
siger jeg til mine
gæster.
De holder en pause i
fremvisningen af
videoklip, det er
nærmest befriende, jeg
er blevet noget
trist
til mode og forlegen over at
redegøre for menneskehedens elendigheder. I skæret
fra det
funklende rumskib diskuterer
de ivrigt, på et sprog jeg ikke
forstår.
På et
tidspunkt
træder en af dem frem og
siger:
"Tak
fordi du ville svare på vores
spørgsmål. Vi har nu undersøgt forholdene her på
jorden og
kan konkludere, at her
ikke findes intelligent liv. Jorden vil ikke
blive
tilknyttet gruppen af
solsystemer med intelligent
liv, vi
rejser videre på
vores mission,
farvel," siger det
lille rumvæsen tørt og ganske
kort.
De
fremmede
rumvæsener
kravler ind i
rumskibet, i løbet af et øjeblik letter de
og
forsvinder
ud i
universet.
I lang tid står jeg og
måber mens
rumskibet
forsvinder i det fjerne.
En lidt
afsveden plet mellem nogle frugttræer i min
baghave er det
eneste spor de
efterlader. Begejstret over at have været i
kontakt med
fremmede rumvæsener, men
samtidig også skuffet
over at vi
mennesker
ikke kan optages i klubben
for
intelligent liv.
Klaus Ankerstjerne
Eriksen
Magtenbøllevej 78, Vissenbjerg, er
amatørastronom .
publiceret i Fyens Stiftstidende d. 1. september
2009