7. Billedbehandling

Posted on by

kamerastrimmel1

I "gamle dage" brugte vi analoge kameraer og et mørkekammer, hvor vi i dunkelt belysning fremkaldte billeder i mystiske vædsker. I dag er det blevet meget nemmere og billigere at lave sine egne billeder. I dette oplæg gennemgår jeg, hvordan du bruger dit digitalkamera og laver billeder i et billedbehandlingsprogram på computeren.

Et fotografi dannes når lyset indfanges af kameraets optik. Optikken kan være et vidvinkel objektiv, et normal objektiv eller et tele objektiv afhængig af objektivets brændvidde. Objektiverne til de traditionelle 35 mm kameraer inddeles i følgende brændvidder:

• Vidvinkel objektiver har en brændvidde på under 35 mm

• Normal objektiver har en brændvidde på mellem 35 mm og 70 mm

• Tele objektiver har en brændvidde på over 70 mm

Billedformatet til digitalkameraer afviger fra det format der anvendes til 35 mm kameraer, hvorfor det bliver vanskeligere, at bestemme om brændvidden på et objektiv er en tele, normal eller vidvinkel objektiv. De fleste producenter er opmærksomme på problemet og oplyser, hvad brændvidden på deres digitale kameraobjektiver svarer til på et ”gammeldags” 35 mm kamera.

De fleste digitalkameraer er udstyret med et zoom-objektiv, som gør det muligt for brugeren at bestemme brændvidden indenfor et område, som producenten har fastsat. Producenterne anvender to slags zoom, digital zoom hvor kameraets software laver et udsnit af billedet, det forringer opløsningen sammenlignet med optisk zoom, desuden opnås den optiske effekt (vidvinkel eller tele) ikke med digital zoom. Optisk zoom er den anden type zoom, hvor linserne i objektivet skaber mere eller mindre vidvinkel eller tele, uden at det sker på bekostning af billedopløsningen. Optisk zoom kaldes også ægte zoom.

På sin vej gennem objektivet passerer lyset blænderåbningen, den bestemmer hvor meget lys, der skal lukkes ind i kameraet. Blænderåbningens størrelse og dermed hvor meget lys der lukkes ind opgives i F: også kaldet blændertal. Blændertal er brændvidden divideret med blænderåbningens diameter. Eksempel: et objektiv med en brændvidde på 50 mm og en blænderåbning på 25 mm har en blænde på F:2,0.

optik3

Figur 1: Blænderen regulerer mængden af lys der lukkes ind i kameraet, øverst stor blændeåbning og lille blændetal, nederst lille blændeåbning og stort blændetal. Blændetal = brændvidde/blændeåbning.

Et lavt blændertal (fx F:1,4) lukker meget lys ind, mens et højt blændertal (fx F:11) lukker lidt lys ind. Det høje blændetal medfører til gengæld et billede med stor dybdeskarphed, mens et lavt blændetal medfører at skarpheden i billedet, kun opnås i et lille område af billedet.

Det traditionelle 35 mm kamera er udstyret med en lukker, som i et bestemt tidsrum lukker lys ind i kameraet. Ved lukkertider der er længere end 1/60 sekund anbefales det at bruge stativ. Digitale kameraer er ikke udstyret med en lukker, men de fleste kan simulere lukkertider, som vi kender det fra 35 mm-kameraet.

Afstand fra kamera til billedobjekt beregnes af kameraets autofokus, der typisk måler afstanden midt i billedfeltet. Det er på de fleste kameraer muligt at afstandsmåle noget, der befinder sig udenfor billedfeltets midte, ligesom det ofte er muligt helt at slå autofokus fra.

De fleste kameraer er udstyret med hjælpelys i form af en indbygget flash. Ofte er kameraet indstillet til, at lysmåler og automatik bestemmer hvornår, der skal bruges flash. På de fleste kameraer er det muligt at slå automatikken fra, så brugeren selv har indflydelse på anvendelse af flash.

Når lyset har passeret linserne i optikken, rammer lyset bagvæggen af kameraet, hvor der på de gamle 35 mm kameraer er placeret en lysfølsom film. Digitalkameraet har udskiftet filmen med en CCD eller en CMOS chip, der er opbygget af lysfølsomme sensorer. Antallet af sensorer i billedfeltet bestemmer kameraets opløsningsevne og måles i antal pixels (pixels genemgåes mere detaljeret senere) Efter at sensorene er belyst, omdannes analoge signaler til digitale data, kameraets software fjerner ”støj” og forbedrer billedet, inden det gemmes i en fil i kameraets lager.

Kameraets lager kaldes memorycard, det er her billederne bliver gemt, indtil brugeren kan overføre dem til computeren. Kravene til memorycard er, at de skal kunne opbevare store mængder data, dataoverførsel skal forløbe hurtigt, det skal være billigt og så må det gerne være kort, der kan anvendes i forskellige kameraer (og eventuelt også i andre typer medier).

Exempler på memorycard:

  • Compact Flash - udbredt lager, hurtigt, billigt.
  • Smart Media - udbredt, forældet, langsomt.
  • Memory Stick - mindre udbredt, langsomt lager, forholdsvis dyrt.
  • MMC/MultiMedia - mindre udbredt, langsomt lager, forholdsvis dyrt.
  • Secure Digital - mindre udbredt, langsomt lager, forholdsvis dyrt.
  • Picture Card - lille og ny type memorycard.

 

De fleste kameraer kan justere blænde (apperture), brændvidde (tele eller wide angel), lukker (shutter) og afstand (focus), i parentes er skrevet de engelske benævnelser, der ofte anvendes i vejledninger og i kameraets menuindstilling. Efterhånden som du bruger dit kamera, vil du erfare, hvordan ovennævnte faciliteter er realiseret i lige præcis dit kamera.

Med digitalkameraet følger en CD, som indeholder forskellige programmer. Typisk vil der være et kommunikationsprogram, der kan overføre dine billeder fra kameraet til computeren og som måske kan bruges til lidt billedbehandling, herunder navngivning af billeder og placering af billederne i en bestemt mappe på din computer.

Valg af kamera
At anbefale et kamera frem for et andet er vanskeligt, alligevel vil jeg forsøge at opstille nogle kriterier for køb af digitalkamera. Dit nye digitalkamera bør være nemt at betjene og billigt, samt opfylde følgende betingelser:
• 10 megapixels eller mere er kravet til de fleste kameraer i dag (marts 2009).
• 5 gange optisk zoom er standard i de fleste kameraer.
• Mærkevare kameraer kan som regel anbefales, selvom de ofte er lidt dyrere.
• Svartider bør være korte, afprøv kameraet inden køb og dan dig et indtryk af, om du kan leve med de pågældende svartider.
• Memorycard bør være hurtigt, billigt og anvendeligt i andre kameraer/medier. Compact Flash er et godt valg af memorycard.
• Billedskærm og søger er en fordel. Hvis der kun er billedskærm, er du afhængig af, at den også virker tilfredsstillende under stærkt sollys.
• Autofokus og lysmåler bør der naturligvis også være i kameraet.
• Genopladelige batterier bør være af typen AA.
• Vælg et lille og kompakt kamera, det er nemt at have med overalt.

Det digitale mørkekammer
I gamle dage stod den entusiastiske amatørfotograf i sit lille mørkekammer, stillede ind på forstørrelsesapparatet og fremkaldte billeder i mærkelige vædsker. Efter at have tilbragt en hel aften i den dunkle røde belysning, kunne han stolt fremvise sine 20 – 30 sort-hvide billeder. I mørkekammeret blev de beskåret, der var rettet op på skæve billeder samt manipuleret på belysning og kontrast. I dag er det gammeldags mørkekammer udskiftet med et digitalt mørkekammer. Med en computer og et billedbehandlingsprogram er det blevet nemmere at lave flere og bedre billeder. Dette dokument gennemgår arbejdsgang og grundlæggende begreber i det digitale mørkekammer.

Billede fra kamera til computer
Med kameraet følger et program til overførsel af billeder til computeren. Installér programmet, tilslut kabel fra kamera til computer, tænd for kamera, klik på funktionen der påbegynder overførsel af billederne. Typisk er den i øverste venstre hjørne af skærmbilledet eller oppe i en eventuel værktøjslinje. Kommandoen hedder ”Get Images from Camera”, ”Aquire”, " Download” eller lignende. Hvis overførslen bliver afvist, kan det skyldes fejl i driveren. Drivere er et lille systemprogram, der sætter et program i computeren (fx. overførselsprogrammet) i stand til at kommunikere med en enhed (i dette tilfælde kameraet). På kamera-producenternes hjemmesider kan du downloade en ny driver.

Billedjustering
Nogle af de programmer der følger med kameraet kan udføre mange forskellige funktioner, andre programmer kan stort set kun overføre billeder til computeren. Som oftest oprettes en mappe, hvor den aktuelle dato indgår i navnet og billederne oprettes med et intetsigende navn, fx. image01, image02 osv. Det er hensigtsmæssigt i første omgang, at kopiere de billeder du forventer at bruge over i en mappe, hvorefter mappen og billedefilerne tildeles sigende navne.

Herefter rettes op på skævheder, billeder beskæres, kontrast optimeres, farvemætning og belysning afpasses og til sidst gøres billederne skarpere. Hvis ikke det er muligt at udføre disse ændringer på billedet i programmet, der fulgte med kameraet, så brug nogle af de udemærkede programmer som kan downloades fra Internettet – fx. Paint Shop Pro (shareware), Picasa2 (freeware) eller Gimp (GPL).

Noget om Pixels
Et billede opbygges af punkter, i den digitale verden kaldes de for pixels. Det digitale kamera opfanger lys og gemmer oplysninger om farven for hver pixel i en fil. Efter at billedfilen er bearbejdet og gemt, skal billedet måske printes ud, vises på en hjemmeside, bruges i en power-point-præsentation eller noget helt andet. Men hvor stor skal opløsningen være? Dvs. hvor mange pixels skal der til for at skabe et skarpt billede. En tommelfingerregel siger, at et punkt der er mindre end 1/1500 af betragtningsafstanden, opfattes som værende skarpt. Dvs. to punkter der befinder sig i en afstand af 0,2 mm eller mindre vil i en betragtningsafstand på 30 cm. eller mere flyde sammen og opfattes som et punkt. Exempelvis vil et billede på 30x40 cm. sammensat af 1500x2000 pixels (dvs. 3 millioner pixels), blive opfattet som skarpt i en betragtingsafstand på 30 cm..

Filtyper og komprimeringsmetoder
Et kamera med fx. 3 megapixels sammensætter billeder ud fra 3 milioner pixels, hvor hver pixel repræsenterer farven for et punkt i billedet. Dataene om hver pixel gemmer kameraet i en fil. En fil er en række følge af bytes, 3 bytes er det samme som 24 bit og kan repræsentere en ud af 16 millioner farver.

Et billede på 3 megapixels fylder 9 megabyte med 24 bits farvedybde, hvis ikke det komprimeres. Selv med de billige lagermedier vi har i dag, er det et stort pladsforbrug. For at spare på pladsen har software-udviklerne lavet filformater, der komprimerer billedfilerne og dermed reducerer deres pladsforbrug. Men det kan ikke gøres uden at det sker på bekostning af informationstab. Fordelen ved det ukomprimerede billede er, at filen opbevarer alle data om billedet, ulempen er, at filen optager megen plads. Hvis et billede har et område med himmel repræsenteret ved 20.000 pixels med den samme blå farve, skal der bruges 60.000 bytes, hvis hver enkelt pixel skal beskrives. Det er spild af plads. Med filkomprimering er det muligt at reducere det store pladsforbrug til nogle få bytes.

JPG er en meget anvendt filtype til foto, den laver effektiv komprimering (exemplerne nedenfor bruger JPG). GIF kan kun repræsentere 256 farver, men er god til grafik og billeder med lav farvedybde. RAW og TIF-filer er ukomprimerede filer, de indeholder alle data. De store billedbehandlingsprogrammer har udviklet egne filtyper, der sikkert har deres stærke sider, men ofte kan de ikke anvendes i særlig mange programmer og er dermed ikke særlig udbredte.

Noget om opløsning
Hvor printerproducenterne angiver printernes opløsningsevne i dpi, så anvendes betegnelsen ppi i alle andre sammenhænge. 200 til 300 ppi (pixels pr inch) giver som regel en god udskriftskvalitet.

Nedenfor er billedet til venstre lavet i en opløsning på 50 ppi og fylder 68 kb, billedet til højre har en opløsning på 400 ppi og fylder 2024 kb.

50 ppi 68 kb

50 ppi 68 kb

400 ppi 2 mb

400 ppi 2 mb

I udsnit fylder de samme billeder med samme opløsning henholdsvis 5 kb og 158 kb :

ballon_400px_

50 ppi 5 kb

ballon_400px_

50 ppi 158 kb

Billeder på en hjemmeside behøver ikke samme høje opløsning, ofte er det nok med en opløsning på 75 ppi. En forholdsvis lav opløsning sammenholdt med en kraftig komprimering, giver billeder der fylder lidt og hurtigt kan overføres til brugerens hjemmeside. Her er det samme billede med 75 ppi samt lav og høj komprimering (de fylder henholdsvis 19 kb og 147 kb):

ballon_75px_low

75 ppi 19 kb

75 ppi 147 kb

75 ppi 147 kb

Bemærk at komprimeringen reducerer pladsforbruget til 1/8 stort set uden informationstab og kvalitetsforringelse af billedet, men det betyder noget om vi skal vente 10 sekunder eller 80 sekunder på at få overført billedet til en hjemmeside.

Printeren
Når billedet er færdig redigeret, er det klar til at blive printet på papir. Selvom nogen mener, at vi lever i det papirløse samfund, så er vi stadig en del, der godt kan lide at sætte billederne ind i familiealbummet.

Printeren er tilsyneladende i stand til at udskrive i mange farver. Faktisk snyder den, da der kun er farverne rød, gul og blå samt sort. En printer på 1400 dpi er i stand til at sætte 1400 punkter pr. tomme, eller 11x11=121 punkter for hver 0,2 mm, dvs. 121 punkter der flyder sammen i et punkt i en betragtningsafstand på 30 cm..121 punkter der kan antage en af farverne rød, gul, blå og sort giver 4^121 og er en farvekombination der fuldtud opfylder de krav man med rimelighed kan stille til ethvert kvalitetsbillede. Hvis dpi var 700 i stedetfor 1400 ville det stadig være muligt at opnå mere end 32 milioner farvekombinationer i et område på 0,2x0,2 mm.. Det skal tilføjes at nogle printerproducenter er i stand til at opnå flottere resultat med færre dpi, da der bliver brugt specielle teknikker, som optimerer farvegengivelse i de enkelte punkter.

I dag laver de fleste printere en pæn udskrift. De mest udbredte printere til hjemmekontoret er inkjet-printere, hvor små dyser i skrivehovedet sender små dråber blæk ned på papiret. Som regel er der tre farver (blå, rød og gul) samt en sort farvepatron. Skrivehovedet er i stand til at placere farverne i små punkter på papiret, så alle farver bliver repræsenteret. Printerens opløsningsevne måles i dots per inch (dpi), dvs. antal punkter printeren sætter for at lave en linie på en tomme. De fleste printere kan lave 1200 dpi og er rigeligt til langt de fleste opgaver.

Farvepatroner er de små beholdere som indeholder farven printeren anvender. Originale farvepatroner er ofte dyre og bruger du printeren meget, kan det betale sig selv at fylde farve på farvepatronerne. Bor et lille hul i patronen modsat den ende hvor farven skal ud, fyld farve i og luk hullet med tape eller en lille gummiprop. Når du køber farve følger, der remedier og en udførlig vejledning med. Start med at fylde farve i den sorte farvepatron og gør dine første erfaringer. Husk at farvepåfyldning kan være noget der sviner temmelig meget.

Sort er sort – men der er forskel på farver. Indstil printerens farvepræsentation her: Start -> Printer og faxenheder -> vælg printer -> klik på ”Angiv printeregenskaber” -> vælg farvestyring -> vælg farveprofil.

Der findes mange typer papir, almindelig A4-papir som kan købes på tilbud, er anvendeligt til de fleste formål. Men der findes også specielle typer papir til specielle opgaver. Fotopapir kaldes højglanspapir eller glossy og giver dine billeder det rette fotolook. Producenterne af printere laver glat papir, men der findes mange alternativer til printerproducenternes ofte dyre papir, prøv dig frem og find netop den type papir, der passer til dit behov. Tykkelsen på papir angives i gram pr. kvadratmeter papir, almindeligt papir er på 80 gram, kraftigere papir er på 110 eller 140 gram og egner sig til foldere eller lignende.

De fleste billedbehandlingsprogrammer har en ”Vis udskrift” funktion, brug den for at danne dig et indtryk af, hvordan billedet kommer til at se ud, når det skal udskrives. Ctrl+p er genvejen til printeren, inden udskrivning skal den vide, hvor mange exemplarer billedet skal udskrives i, hvilken kvalitet (kladde kvaliteten er ofte tilstrækkelig og så sparer den på blækket), hvor mange sider dokumentet skal udskrives i etc. Klik OK når du har foretaget dine valg.

Følgende programmer kan anbefales til overførsel eller redigering af billeder:

Photofiltre
Paint.net
GIMP
Paint Shop Pro
OpenLibre (Officepakke med tegneprogram)
Irfanview
Picassa2
ACDSee
PIE
Adobe Photo Shop Elements
Qimage

Oprettet januar 2004; sidst opdateret marts 2009.