Jeg vil godt understrege, at denne folkeafstemning ikke
handler om ØMU eller ej. ØMU'en er sat i gang for mange år
siden og euroen er i dag en realitet. Det økonomiske samarbejde
vil blive udviklet uanset udfaldet af den danske afstemning. Det vi skal
stemme om den 28. september er derfor, om Danmark skal deltage i euroen
eller om vi i høj grad skal overlade fremtidige beslutninger til
andre lande, selvom vi vil være dybt afhængige af deres beslutninger.
Hvis det bliver et nej, er det meget svært at se for sig, at vi
i en rum tid fremover fra regeringens side vil foreslå folkeafstemninger
om forbeholdene. Det har jeg sagt mange gange i debatten for at understrege
at der ikke er nogen fortrydelsesret ved et nej.
Med venlig hilsen
Marianne Jelved