Et nej til ØMU’en vil koste 150 milliarder, mener cheføkonom Jørgen Birger Christensen fra den Danske Bank. Skræmmebilleder og dommedagsprofetier undgår vi åbenbart heller ikke ved denne folkeafstemning. I 1972 påstod tilhængere, at et nej til EF ville medføre højere rente og arbejdsløshed, vi stemte ja til EF og fik både højere rente og arbejdsløshed – til forskel fra sammenlignelige lande der holdt sig udenfor EF! I 1992 blev vi også truet med højere rente og arbejdsløshed, alligevel sagde vi nej til Maastricht-aftalen, men arbejdsløsheden og renten har aldrig været lavere. Så svaret til cheføkonomen er: måske koster det 150 milliarder eller måske tjener vi 150 milliarder på et nej til ØMU’en. En ting er sikkert, vi ved det ikke, hverken Jørgen Birger Christensen eller nogen af os andre.
Derfor er det også befriende når de økonomiske vismænd udtaler, at de økonomiske argumenter ikke kan veje særlig tungt i ØMU-debatten. Det har ellers altid været et tabu at sætte spørgsmålstegn ved økonomernes spådomme. Gem de økonomiske fremtidsgætterier og lad os så komme i gang med den politiske diskussion om hvad vi vil med EU?
Jeg stemmer nej til ØMUen, fordi jeg er imod unionen. EU er et liberalistisk planøkonomisk experiment, hvor hensynet til indtjening, varenes fri bevægelighed og fri konkurrence kommer før hensynet til miljø, forbrugere og arbejdere. Kommissionsformand Prodi har meldt klart ud – mere liberalisme er løsningen på de arbejdsmarkedspolitiske opgaver, mener han. Og mange EU-tilhængere udtaler begejstreret, at EU er en oplagt mulighed for at hæve niveauet på det sydeuropæiske arbejdsmarked. En defensiv argumentation, der undlader at forholde sig til, hvad EU betyder for det danske arbejdsmarked. Fx. risikerer vi indførelse af det sydeuropæiske lovgivningssystem på arbejdsmarkedet til afløsning af det danske aftalesystem.
Jeg er overbevist om at alle – både tilhængere og modstandere – oprigtigt ønsker, at Europa skal være en god verdensdel, både for os europæere og for folk i andre verdensdele. Men korruption, griske politikere og embedsmænd, nepotisme og bureaukrati er et problem, fordi det er udgangspunktet for EU og for at ville det gode i Europa. Er udgangspunktet eller præmisserne for ens handlinger slette, så når man sandsynligvis ikke sit mål, uanset hvor godt målet er. For 2000 år siden foreslog den græske filosof Platon, at samfundets ledere ikke burde have løn. De skulle have alle deres udgifter betalt, men ikke have mulighed for at berige sig eller sælge sig selv til den højestbydende. Det ville tilsmudse den gode tanke og svække deres evne som gode ledere. Platons overvejelser for 2300 år siden er i dag mere aktuelle end nogensinde.
EF-afstemningen i 1972 var en afstemning om et uformelt samarbejde mellem europæiske stater, der var slet ikke tale om at lave en union. I 1992 blev unionen erklæret for stendød! I dag er unionen mere levende end nogensinde, uden at nogen er blevet spurgt om, vi ønsker en union. Det næste forbehold EU-tilhængerne sandsynligvis vil have os til opgive, er forbeholdet overfor et fælles forsvar. Jeg er ikke pacifist, men stormagters krigsmaskineri er ikke et gode. Et nej til ØMUen er derfor også et nej til mere union og sælgen ud af de 4 forbehold.
Mvh.
Klaus Eriksen, kommentar i Berlingske Tidende søndag d. 11. juni 2000