Jensens tyrani

Posted on by

“Danmarks dyreste sag om ytringsfrihed” kaldes injuriesagen Jørgen Dragsdahl mod Bent Jensen. Den handler om at Dragsdahl ikke vil finde sig i at blive kaldt KGB-agent, så nu er sagen på vej til Højesteret.

Men kan det nu helt udelukkes, at der ikke er en lille bitte mulighed for, at Dragsdahl måske en gang var en lille bitte smule KGB-agent? Historieforsker Bent Jensen har haft tiden, millionerne og adgang til PETs hemmelige arkiver for at undersøge dette spørgsmål. Men desværre, Jensen har ikke fundet ansættelseskontrakten eller noget, der bare ligner et bevis på, at Dragsdahl var agent for KGB.

Tværtimod. Dragsdahl har ikke på noget tidspunkt været sigtet, tiltalt eller dømt for at være KGB-agent. PETs ihærdighed efter at afsløre Dragsdahl som agent har ellers været stor. Fra 1983 til 1985 blev han aflyttet og overvåget af PET, der ender med at konkludere, at han ikke er agent. Alligevel postulerer Jensen hårdnakket det modsatte.

I 2007 blev Bent Jensen leder for center for koldkrigsforskning. På initiativ af politikere fra det yderste højre fik centeret bevilget 10 millioner af Anders Fogh-regeringen. Man kunne forestille sig, at der var andre historikere, som måske også var egnet til at lede dette center, men nej, Dansk Folkeparti havde besluttet, at Jensen skulle have stillingen og sådan blev det. I februar 2007 kvitterer Bent Jensen med at fremsætte ærekrænkende udtalelser om Jørgen Dragsdahl. Tydeligvis er der tale om politisk bestillingsarbejde.

Journalisten Dragsdahl har i årtier skrevet om sikkerhedspolitiske emner. Fred og nedrustning er kendetegnende for hans holdning til stormagtspolitik, en holdning han aldrig har lagt skjul på. Hans artikler bærer præg af indsigt og viden. Han holder sig ikke tilbage fra at kritisere både USA og Sovjetunionen. Eksempelvis skriver Dragsdahl i dagbladet Information d. 2. juli 1982: ”En forbandelse tynger “fredsarbejdet” i Danmark. Den hedder DKP. Partiets ekstremt pro-sovjetiske kurs svækker initiativers troværdighed og hæmmer bevægelsens politiske udvikling… Hvis vi skal undgå en ny verdenskrig, er det helt nødvendigt, at også Sovjetunionen ændrer politik.”

Dragsdahl er skarp og kompromisløs i hans kritik af supermagterne. Hans kritiske synspunkter rammer plet og har givet ham mange fjender i begge lejre. Bagvaskelse og injurier er desværre deres retoriske modsvar til Dragsdahl.

I totalitære lande er bagvaskelse og intimidering almindelig udbredt. Oplysning og samfundsdebat (hvis en sådan forefindes) er gift for magthaverne. Nidkært spreder magthaverne løgne og anklager skribenter for at være agenter for dem, de ikke kan lide. Især journalister med stor viden er ofre for sindelagskontrollen i totalitære stater. Egypten er det sidste kedelige eksempel på statsmagtens overgreb, hvor 20 journalister er anholdt. ”De spreder falske nyheder og støtter dermed terroristerne”, udtaler de egyptiske myndigheder.

I demokratiske lande er oplysning et vigtigt protein. Oplysning giver næring til samfundsdebat og til politikere samt andre samfundsaktører kan tage de bedst mulige beslutninger. Journalister i demokratiske samfund er vigtige bidragydere til oplysning og vidensformidling. Men med risikoen for at blive udsat for en helt urimelig hetz og tilsvining, så vil nogle skribenter sikkert resignere, trække sig tilbage og holde deres viden og indsigt for sig selv. Og taberen er det oplyste samfund.

Jensen har allerede antydet, at han har fortrudt hans ærekrænkende udtalelser. I et interview i Politiken d. 22. februar udtaler han: ”Jeg blev faktisk meget forbavset over den injuriesag. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg måske ladet være.” Det ville klæde Bent Jensen, hvis han trådte frem og indrømmede, at han gik over stregen og trækker sine udtalelser om Dragsdahl tilbage. Men desværre er det nok for meget ønsketænkning, at forvente at han gør det.

Både landsret og byret konkluderer, at Jensens udtalelser om Dragsdahl var ærekrænkende. Alligevel blev han frifundet, fordi han har en slags udvidet ytringsfrihed. Som historieforsker har han en slags forpligtigelse til at formidle forskningsresultater for offentligheden, pointerer landsretten. Men netop fordi han er på finansloven og er forsker, så er det også et rimeligt forlangende, at hans formidling opfylder et minimum af sandhedsværdi.

At Jensen går efter manden i stedet for sagen, er hans eget valg. Bent Jensen har ret til frit at offentliggøre hans tanker og meninger. Men med friheden til at ytre sig følger også ansvaret for ytringerne. Frihed uden ansvar er tyranni. I landsretten vandt ytringstyranniet desværre. Bent Jensens følelsesladede udfald mod Dragsdahl var et personangreb, som ikke handlede om fred og sikkerhedspolitik. Han trådte ved siden af og forhåbentlig omgør højesteret landsretsdommen og gør Bent Jensen ansvarlig for hans ærekrænkende udtalelser.

Kronik trykt i Fyens Stiftstidende d. 5. maj 2014

Email til Webmaster